Det er søndag og idag er vi "kedelige". I hvert fald set med de fleste øjne. Vi er hjemme. Det eneste vi laver, er lidt mad og lidt let oprydning. Der er ingen der leger med Musen (datter, 2 år). Hun hygger selv rundt. Vi forsøgte med en tegnefilm tidligere, men da Musen fandt sig et hjørne, satte sig på knæ dér og holdt sig for ørerne; ja så slukkede vi igen. Og så hyggede hun videre. For små 20 minutter siden fik hun tøjet af - på nær ble og undertøj. Hun var blevet rigtig frustreret over at have det på, og gik og sagde "ondt tøj" og "ondt fødder" (med henvisning til der hvor bukserne hvilede på vristen). Det er søndag. Vi er kedelige og laver ingen ting. Så der var ingen problemer i, at hun render rundt i undertøj.
Vi har spist "på slum" idag. Fx fik vi lidt boller ved sofabordet, til morgenmad. Musen tullede rundt med sin i hånden, og lidt efter lidt blev den spist. Havde vi forsøgt at tvinge hende til at sidde til bords, var det endt i skrig og tårer - og ingen morgenmad! Jeg skriver "forsøgt", for ingen tvinger hende til noget! Hun er en bestemt ung dame. Igår fejrede vi hendes 2 års fødselsdag med den nærmeste familie, og da selskabet gav sig til at synge fødselsdagssang, og overhørte hendes første protester, slog hun ud med armene og udbrød: "HEY! STOOOOP!". Og så blev sangen afbrudt. Bum. Sej tøs!!! Om aftenen ville hun have tvét slukket - helt ok med os, og så sad vi i sofaen og læste en lille bog.
Så var hun også putte-klar.
Om lidt skal jeg en tur i Aldi, da vi er løbet tør for stort set alt. Jeg tager hende nok med. Der er aldrig en sjæl i vores Aldi om søndagen, så det burde være ok. Og så får vi lidt luft i processen. Måske gør vi en familietur ud af det - Jeg er også sensitiv og min mand har kvalme, så det er lidt svært at få taget os sammen, hehe.
God søndag derude :-)