Af: Anne Katrine Lind Nielsen
Hvis nu hele verden var en puttekasse, hvor alle former og farver havde hvert sit "hul", så ville vi alle have hver vores "rigtige" plads i livet. Vi ville sikkert få lidt buler og blå mærker i vores spæde forsøg på at finde den rigtige "plads", men på et tidspunkt ville vi "ramme rigtigt" og alt ville falde i "hak". Inde i puttekassen er der plads og rummelighed. Alle former og farver ligger blandet, side om side. Vi lærer at rund passer til et rundt hul, firkantet til et firkantet hul osv. Vi lærer at man ikke kan mase en firkantet klods i et trekantet hul osv. Vi lærer at stole på den hånd der hjælper os med at finde det rigtige "hul", indtil vi selv kan. Alligevel gælder denne barne lærdom ikke i "virkelighedens verden" for her skal alle store som små, trekantet som rund passe i det samme "hul". Og den hånd der forsøger at hjælpe os, bliver i bedste fald skubbet væk, i værste fald kaldt overbeskyttende og pylret. Til hvilken nytte? Hvad er formålet? Enhver der har forsøgt sig med en puttekasse ved, at uanset hvor mange kræfter der bruges, uanset hvor meget der ases og mases, så kan den trekantede klods ikke komme igennem den firkantedes hul. Og hvad bliver resultatet? Både den trekantede klods og puttekassen får skrammer, går i værste fald i stykker og den der har aset og maset ender som regel, efter noget tid, med at give op i ren frustration. Og den hjælpende hånd kan ikke længere stille op - for overbeskyttelse og pyller er ikke vel set. Hvorfor må trekantet ikke være trekantet mere? Hvorfor må rund ikke være rund? Hvorfor skal mit barn, dit barn du og jeg laves til noget vi ikke er? Hvorfor må den hjæpende hånd ikke bare hjælpe? Bare verden dog var en puttekasse.......