Min søns skole er dygtig til inklusion, og har inkluderet i mange år, hvilket jo er en fantastisk succes i sig selv. Lærerne er dygtige, pædagogerne er dygtige, og alle har fokus på inklusion. Inklusion er godt, inklusion er rummelighed, og vi vil, og skal være rummelige.
Og nu er det så jeg sidder her i sofaen, og kigger på min søn som endelig faldt i søvn på sofaen, ved siden af mig. Hans utryghed har krævet jeg har siddet ved hans side, de sidste 2 timer.
Torsdag gik det galt da han skulle afleveres i skolen, han ramte kanten, fredag måtte jeg holde ham hjemme. Vores weekend har været kedelig, struktureret, og alt har været tilrettelagt efter et tegnet i skema. Han har behov for ro, uden for mange lyde, uden mennesker omkring ham. For han er forvirret i hans hoved, som han selv beskriver det. Han er presset, udviser tegn på akut stress, og tilbagegangen kommer væltende.
De første tegn er trætheden, så kommer indelukketheden, glemsomheden, forvirringen, motoriske færdigheder forsvinder, og han går i baglås over selv de mindste ting. Og da vi nu bruger samme størrelse i sko, er det ikke længere muligt for mig at bære ham under armen, for at komme ud af døren.
Når min søn er presset herud, skal der vendes hurtigt, og jeg forvandler mig til den glubske løvemor, hvis klør er fremme. Jeg er som et nødberedskab der præcis ved hvordan der skal handles i tilfælde af farer, og nu sætter alt ledigt mandskab ind.
Jeg skåner min søn i den kommende periode, hvilket betyder at alt der indebære legekammerater, familie besøg, eller andre ting der kræver ham ud af faste rutiner, vil blive skåret ned til absolut minimum. Jeg ligger en massiv og intensiv energi i at rette bumpet på hans vej ud, og alt i mens står hans " normale" lillesøster på 6 år, med "normale" behov i baggrunden og venter. Hun er stærk, og vælger sine kampe med omhu, viser hensyn, og går den lige vej, når hendes bror har ramt bumpet.
Vi har prøvet dette bump før, og vi kommer også over dette! Jeg ved hvordan jeg skal klare dette, men jeg ved desværre også hvorfor vi har ramt dette bump.
Min søn klare sig godt i skolen, er dygtig fagligt, fungere godt socialt osv. Men han går også i en klasse hvor han skal være rummelig og inkluderende, overfor 2 andre inklusions børn. 2 inklusions børn hvis problematikker er alt det min søn har svært ved at rumme. De er begge udadreagerende, og larmende, og for min søn er det svært at være rummelig for netop disse problematikker. De mange høje og pludselige råb, de mange vedvarende lyde, den pludselige udadreagerende adfærd, rammer ham i en hel anden grad.
Når der bliver råbt /jeg dræber dig/, går han med tungt hjerte hjem, for han forstår ikke at det er sagt i vrede, og ikke er en ægte trussel. Han er hyper sensitiv, og har brugt mange timer under bordet, med fingrene i ørene ovre i skolen. Min søn har ikke noget filter, alle lyde, alle lys, alle berøringer bliver taget ind, intet sorteret fra, derfor har han brug for at blive skærmet. Men dette virker nærmest som en umulig opgave, selvom vi har dobbelt lærer på, støttepædagog timer, og massiv fokus på at hjælpe de to andre inklusions børn. For hvordan skal inklusions børnene, inkludere hinanden?
Mit barn kan groft sagt ikke rumme de 2 andre, og i sidste ende er det mit barn der ender med at blive ekskluderet. Er dette rimeligt? De 2 andre børn har det jo også svært, og inklusion er da for alle ik?
Inklusion er godt, inklusion er rummelighed, og vi vil og skal være rummelige, det mener jeg når jeg siger det. Men inklusion skal overvejes nøje, sammensætningen af børn med diagnose, skal tilrettelægges, for ikke at ekskludere.
I følge statestikkerne er der 0,36 inklusions barn pr klasse, vi har 3! Dette er måske lige lovlig meget rummelighed at forlange for en 2 klasse.
Jeg kan ikke forlange at vi ekskludere nogle børn, men jeg kan overveje om dette skole tilbud er det rette for mit barn på nuværende tidspunkt.