For mange sensitive børn er det virkelig en udfordring af de store. Men for min er det nærmest noget hun ser frem til. Forstå den hvem der kan. Hun elsker gummihandskerne i munden. Måske minder det om den narresut hun aldrig ville have, men havde så stort behov for.
Hun gav nogle gib hver gang sonden gled hen over en tand eller tandkød. Det var en helt almindelig undersøgelse, og normalt ikke noget der på nogen måde gør ondt eller er ubehageligt. Tandlægen spurgte flere gange, om det gjorde ondt, og fik svaret ja. Jeg kunne godt se tandlægen studsede lidt. Da undersøgelsen var overstået skulle hun med klinikassistenten ud og få vist hvordan man børster tænder i cirkler. Tænker det egentlig mest handlede om at blive alene med mig et øjeblik. For det første tandlægen gjorde var, at spørge til de reaktioner der kom under undersøgelsen. Jeg forklarede, at hun følte lille smerte som voldsom, men til gengæld kan stå med 2 blødende knæ hun dårligt har opdaget. Det har altid været sådan, og har givet mange knubs om at være en pyldremor, for at trøste og puste på ting, som andre dårligt kan forstå kan gøre det mindste ondt. Vi fik en snak om det at være ekstra følsom og især om det at have sanseintegrationsforstyrelser. Hun lyttede og gav udtryk for at det måtte være svært at leve med. Jeg kunne kun give hende ret. Hun noterede det i journalen. Hvor var det en dejlig følelse at blive forstået og spurgt oprigtigt til, af interesse og ikke fordømmelse.
Tror simpelthen også bare jeg skal til at kunne lide tandlæger ;-)